Epidemi

Mens coronavirussen stadig er et højaktuelt emne i Danmark ligesom så mange andre steder i verden, har vaccinen givet os et nyt håb om snart at kunne vende tilbage til en mere almindelig tilværelse. Mange spørgsmål står dog stadig hen i det uvisse.

Enhver sprogelsker, der har gennemlevet en verdensomspændende pandemi, har vel på et eller andet tidspunkt spurgt sig selv, hvad historien bag ord som coronavirus og vaccine er? Disse spørgsmål er behændigt blevet besvaret af Thomas Olander og Simon Poulsen i tidligere udgaver af månedens etymologi. Jeg vil her forsøge at skabe afklaring om historien bag ordet epidemi.

Epidemi har længe været en international sygdomsterm, som findes i et væld af sprog f.eks. tyrkisk epidemi, finsk epidemia og sågar japansk epidemikku.

Alle disse ord stammer fra det græske adjektiv epidḗmios, som havde den umiddelbart tilforladelige betydning ’hjemme, blandt folket’.

Ifølge den danske ordbog (sv.) betegner ordet epidemi:

1. ’hurtig og ukontrollabel udbredelse af en smitsom sygdom til et stort antal mennesker inden for et vist område og inden for en forholdsvis kort periode’

1 a. ’skadeligt eller uheldigt virkende fænomen der udbredes hastigt og ukontrollabelt’

Hvordan et så helt igennem uskyldigt ord skulle komme til at blive en international sygdomsterm og hvad ordets modererede betydning i 1 a. har med denne historie at gøre, vender vi tilbage til.

Først vil vi dvæle lidt ved ordets elementer; epidḗmios er nemlig sammensat af det græske præfiks epi- ’på, oven på’ og det maskuline substantivet dẽmos m. ’område, territorie’. Begge elementer har en lang historie og kan spores helt tilbage til det indoeuropæiske grundsprog.

Præfixet epi- stammer fra det indoeuropæiske præfiks *h₁epi- ’på’, som også ses i indoiransk, for eksempel vedisk api- ’ved, i, ved siden af’. Det samme præfiks findes også i ord som epilog ’ opsummerende afslutning på en bog’ og episode, som stammer fra græsk epeisódion 'afsnit mellem korsange i en græsk tragedie'.

Substantivet dẽmos ’område, territorie’ stammer fra indoeuropæisk *deh₂-mo- som er dannet af verbet *deh₂- ’opdele’. En *-mo dannelse til denne rod ville have givet en betydning ’del’. I græsk er dette blevet brugt som betegnelse for en del af et stykke land altså et ’territorie’. Senere i det græske sprogs historie ændrede betydningen sig til ’folk’, hvilket ses i demokrati ’folkestyre’ og demografi ’folkebeskrivelse’.

Der er altså ikke tegn på, at hverken epi- eller dẽmos skulle have betydet noget specielt farligt eller have haft noget med sygdomme at gøre, og adjektivet epidḗmios havde som sagt heller ikke i sig selv nogen videre dramatisk betydning.

Det var ikke før ingen ringere end lægevidenskabens grundlægger, Hippokrates, og hans følgere skrev en serie af værker, de kaldte Epidḗmia, at ordet begyndte sin rejse mod at blive en af verdens mest udbredte sygdomstermer.

Men hvorfor brugte de et ord, der siden Homer var blevet brugt om hjemvendte rejsende, som titel på denne serie? Svaret skal sandsynligvis findes ved at se på, hvordan ordet ellers blev brugt af Hippokrates’ samtidige, og her kan tragedieforfatteren Sofokles komme til os hjælp. I tragedien Kong Ødipus brugte han nemlig ordet om rygter, der var udbredt blandt folket.

Det ser altså ud til at adjektivet epidḗmios på Hippokrates’ og Sofokles’ tid kunne bruges om mere abstrakte begreber, som for eksempel rygter eller sygdomme, der var udbredt blandt folk.

Den før omtalte serie af medicinske tekster med titlen Epidḗmia har haft stor betydning for lægevidenskaben såvel som for ordets semantiske udvikling.

Det græske substantiv epidēmía blev lånt ind i senlatin, som epidimia, epidemia, omkring 1250, hvor det blev brugt som sygdomsterm. Denne form blev til oldfransk ypidime omkring 1349, og udviklede sig med tiden til épidémie. En afledning til denne form épidémique (1549), blev lånt til engelsk som epidemic (1603).

Ordet epidemi har altså en lang historie som sygdomsterm, selvom det til at starte med ikke havde noget med sygdomme at gøre.

Brugen af dette ord kan faktisk fortælle os meget om forskellige tiders sygdomsforståelse, og lægevidenskabens udvikling. Et eksempel er Hippokrates’ forståelse af en epidemi som en række symptomer, der først og fremmest blev forbundet med årstiderne og specifikke geografiske forhold. Et andet er middelalderens sygdomsforståelse, hvor pesten igennem lang tid havde givet læger mulighed for at kategorisere en epidemi som en bestemt sygdom ud fra en række konkrete symptomer. I det 19. og det 20. århundrede blev epidemier i stadig højere grad forbundet med tilstedeværelsen af bestemte bakterier og virusser.

Nu vender vi tilbage til den danske ordbogs modererede betydningsdefinition 1 a.; i dag bliver epidemi nemlig også brugt om ikkesmitsomme sundhedstilstande som fedme, kræft og stress, ligesom ordet også kan bruges metaforisk om mere abstrakte fænomener som stofmisbrug, identitetstyveri på internettet og endda politiske overbevisninger som nynazisme.

Det ser altså ud til, at ordet epidemi er på vej tilbage til at få samme betydning som det havde på Hippokrates’ og Sofokles tid.