18. februar 2021

Den pokkers vaccine

Månedens Etymologi

Månedens Etymologi handler om ordet "vaccine", og hvordan det hænger sammen med køer og kopper.

kobberstik af Piranesi
I middelalderen var Forum Romanum blevet dækket af jord, og det var ikke ualmindeligt, at det romerske kvæg gik og græssede under triumfbuerne. Området gik derfor under navnet Campo Vaccino ’komarken’ – med den italienske efterkommer af vaccīnus. Veduta di Campo Vaccino, kobberstik af Giovanni Batista Piranesi, ca. 1750–78. The Met, open access.

I forlængelse af Thomas Olanders Månedens etymologi om coronavirus fortsætter vi det virale tema. Længe før messenger-RNA og flokimmunitet var på alles læber, har mennesker forsøgt at beskytte sig mod sygdomsudbrud. Hverdagsviden om immunologi, desinfektion og smittetryk er naturligvis først blevet udbredt for relativt nylig, men helt tilbage i oldtiden observerede man, at mennesker, der havde overlevet koppeudbrud én gang, faktisk ikke blev syge næste gang sygdommen brød ud i området. Man vidste også, at bestemte erhverv kunne være mere eller mindre udsatte – og det er derfor temmelig historiefordrejende, at den engelske læge Edward Jenner tilskrives egenhændigt at have opdaget, at malkepiger meget sjældent blev ramt af kopper. Han var dog den første til egentlig at vaccinere – modsat at variolere – og her er noget så banalt som patienters ve, vel og overlevelsesrate den springende forskel.

I oldtidens Kina og i middelalderens Mellemøsten og Afrika var variolation udbredt. Metoden gik ud på at overføre materiale fra bylder fremkaldt af infektionssygdommen kopper fra en smittet person til en rask. På den måde fremprovokerede man en infektion hos den raske, som forhåbentlig ville få et mildt sygdomsforløb og have bedre chancer for at stå imod sygdommen næste gang. Man forsøgte på forskellig vis at formindske risikoen for et alvorligt sygdomsforløb, for eksempel ved at udsætte friskt blod eller pus for store temperatursvingninger, og i Kina brugte man oftest pulveriserede sårskorper, fordi man tidligt opdagede, at det friske materiale var for farligt. Selvom ideen var genial, havde oldtidens læger ikke helt styr på, hvorfor det virkede – men princippet minder om det, vi i dag kender som svækket vaccine. I dag kan man for eksempel svække poliovirus ved at dyrke den i ikke-menneskelige celler (eksempelvis fra abenyrer), inden man kan vaccinere med den. Efter den behandling er virus så svagt, at menneskekroppen mønstrer en immunrespons, men ikke bliver alvorligt inficeret eller syg.

Ordet variolation er neo-latin – altså det latin, som fx læger og lærde brugte i oplysningstiden – og er afledt af variola, navnet for sygdommen kopper. Variola selv kommer af adjektivet varius ’spættet, uensartet’. Det hentyder selvfølgelig til den knoppede og varierende hud, som infektionen efterlader. I dagens Danmark spiller kopper en aktiv rolle i manges ordforråd, selvom vi ikke tænker meget på det. Vi har nemlig en tendens til at bande med sygdomsnavne, men af og til har disse profaniteter været så voldsomme og tabubelagte, at de har undergået en lille metatese (ombytning af sproglyde), for at vi kunne få dem over vores læber. Sådan kan kopper være opstået af pokker. Det spøjse i det her tilfælde er, at kraftudtrykket pokkers faktisk bevarer den gamle rækkefølge (se bare engelsk pox, tysk Pocke – og nedertysk pokke, som det er lånt fra), og selve sygdommen har fået det pyntede navn.

I Danmark blev variolation udbredt under Johan Struensees regeringsførelse. Fænomenet kom til Nordeuropa fra storbyen Istanbul i det daværende osmanniske rige på initiativ fra den engelske Lady Montagu, der var gift med gesandten i byen. Hun så, at borgerne hvert år lod sig variolere, og at pokke-udbruddene var langt mindre alvorlige end hjemme i England. Det var derfor ikke helt ukendt for dr. Jenner, at man kunne begrænse sygdomsudbrud med sygdomsfremkaldende materiale. Det banebrydende var dog, at han fandt på at bruge en anden og (for mennesker) mindre farlig sygdom, kokopper (det er her malkepigerne kommer ind i billedet), til at fremkalde en immunrespons, der også virkede mod kopper. Og at han testede sin metode på sin gartners søn…

Kokopper hedder vaccinia på lægelatin, og det ord er afledt af det latinske adjektiv vaccīnus ’som har med køer at gøre, ko-agtig’. Det kommer af ordet vacca 'ko', som måske har en forbindelse til det oldindiske vaśā́-, men lydlovsmatematikken går ikke helt op (for de interesserede er det latinske -a- mystisk, og det dobbelte -cc- passer ikke med --). Måske er lige dette ord altså ikke oldgammel arv. Urindoeuropæisk havde til gengæld flere andre ko-ord, som lever i bedste velgående. Der var både *gʷóu̯-, kendt fra dansk ko, og *Huks-en- ’okse’, som blev til urgermansk *uxsō- med flertalsformen *uxsniz, der har givet dansk okse med den ældre flertalsform øksne. Derfor er det måske meget passende, at vi i løbet af foråret kan lade os vaccinere i Øksnehallen – bedst som vi er gået ind i oksens år i den kinesiske kalender.

*

Okse-ordet kan man se mere om på Twitter, hvor Stefan Höfler, hjernen bag projektet Of Beasts and Men, skriver om urindoeuropæernes fauna.