Genetikkens vidnesbyrd

Når folk migrerer, tager de deres gener med sig og overleverer dem til deres efterkommere i det nye hjemland. Derfor bevarer enhver population spor af deres gamle rødder. En fælles oprindelse kan bekræftes, og migrationer i forhistorien kan spores ved sammenligning af DNA-sekvenser fra nulevende befolkningsgrupper. I særdeleshed kan mutationer af Y-kromosomet og mitochondrie-DNA vise, hvornår vore forfædres veje skiltes, og hvornår de mødtes.

Statistiske analyser af genetisk variation i Europa viser hen på en række forskellige komponenter:

Én angiver indvandringen af neolitiske bønder fra Mellemøsten til Grækenland, Italien og Spanien og videre til de senere germansktalende områder i Nordvesttyskland, England og Skandinavien
En anden angiver samerne i Nordskandinavien og andre uralsktalende folk i Finland og det nordlige Rusland
En tredje angiver migrationer af tidlige nomader fra de sydlige stepper omkring Volga og Don
En fjerde angiver de keltiske befolkningsgrupper i England, Irland og Bretagne
En femte repræsenteres af baskerne, der udgør et historisk, geografisk og sprogligt isolat.