Morten(saften)
Vi har netop overstået Mortensaften, måske blev den fejret i familiens skød med gåsesteg eller andesteg, og mange har sikkert hørt historien om den Martin, vi kan takke for denne hyggelige tradition. Men hvad kan vi sige om navnet Martin, dansk Morten?
Martin levede som munk i byen Tours i 300-tallets Frankrig, og hans fromhed og gode gerninger gjorde ham så populær blandt byens befolkning, at de besluttede sig til at vælge ham til biskop. Det var den beskedne mand ikke meget for, så han gemte sig i en gåsesti, men da gæssene skræppede højlydt op, blev han fundet og måtte nødtvunget affinde sig med sin skæbne. Til gengæld tog Martin en grusom hævn over de stakkels gæs ved at bestemme, at alle familier en gang om året skulle slagte og spise mindst én gås til minde om begivenheden. Han døde 8. november 397 og blev begravet 11. november, den dag der nu er hans helgendag, Sankt Martins Dag. Aftenen før, Mortensaften, må gæssenes efterkommere den dag i dag lade livet, for at ende på middagsbordet.
Men hvad kan vi sige om navnet Martin, dansk Morten, og er det egentlig helt passende som helgennavn? Den latinske form Martinus kommer af gudenavnet Mars (genitiv Martis) med afledningssuffikset -īnus der bruges i familienavne. Mars er især kendt som krigsgud. Han har givet navn til den romerske kalenders første måned Marts, hvor festlighederne til hans ære kulminerede, og i flere sprog er ugens anden dag opkaldt efter ham, f.eks. fransk mardi. I dansk oversættelse er det blevet til tirsdag, eftersom den nordiske krigsgud var Tyr. En af Mars’ kendteste meriter var, at han forførte kongedatteren og vestalinden Rhea Silvia, og dermed blev far til tvillingerne Romulus og Remus, Roms grundlæggere.
Oprindelsen til navnet Mars, i ældre udgave Mavors, Mavort(ei), er stadig omdiskuteret, men den nok mest plausible forklaring forbinder det med de oldindiske maruter, en flok unge mænd, der som et stormvejr ledsagede krigsguden Rudra (somme tider Indra) under hans vilde jagt, der i nordisk mytologi har et modstykke i Odins uhyggelige færd hen over himlen. De repræsenterer medlemmer af et såkaldt Männerbund, et forbund af unge mænd, der i en periode af deres liv i isolation fra det civile samfund hengav sig til uhæmmede krigstogter, plyndringer og al slags lovløshed. Kort sagt udviste både maruterne og deres navnefælle Mars en adfærd, der ligger så fjernt som tænkes kan fra den fredsommelige og selvudslettende Martin af Tours.
Kontakt
Birgit Anette Olsen (Rasmussen) er leder på forskningscentret Roots of Europe og professor på indoeuropæiske studier, Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab.
bao@hum.ku.dk / rootsofeurope@hum.ku.dk
Tlf. +45 35 32 86 37