Lingvistisk divergens og konvergens i det 19. og 20. århundredes forskning

I overensstemmelse med det romantiske syn på verden fokuserer det 19. århundredes filologi og komparative lingvistik på sprogslægtskab. Således ville indoeuropæisterne aflede en stor del af alle verdens sprog fra en fælles rod – en praksis, som på berømteste vis illustreredes ved brugen af stamtræet.

I det 20. århundrede forsøgte en del kritikere i stedet at forklare sproglige ligheder med koncepter som konvergens og diffusion (jvf. det græske koine). Sluttelig plejede underklassens variant af latin, vulgærlatin, at blive anset for at være en uafhængig dialekt samt direkte moder til de romanske sprog, hvorimod nyere forskning har beskrevet det latinske sprog som et lingvistisk kontinuum.

Dette projekt diskuterer og analyserer de skiftende modeller af disse tre sproglige globaliseringstendenser set i lyset af de forskellige tidsepokers egen holdning til forholdet mellem nation og verdenskultur. Samtidig kan kontrasten mellem og forskellen på disse tre eksempler føre til en bedre forståelse af de faktiske udviklinger.

Ansvarlig forsker

Lektor, ph.d. George Hinge