Sort og mørk: Historien bag ord for ’sort’ og ’mørk’ helt tilbage til de dunkleste tider

Lad os lægge ud med vort eget ord sort. Her vil vi meget hurtigt kunne gennemskue, at det er beslægtet med (dvs. oprindelig samme ord som) norsk sort eller svart, svensk svart, elvdalsk swart, færøsk svartur og islandsk svartur. Tilføjelsen -ur på færøsk og islandsk er blot en kasusendelse, nominativ, som vi ikke længere har på de øvrige nordiske standardsprog. På fællesnordisk, alle disse sprogs fælles udgangspunkt, må ordet have heddet *swartr, hvor vi igen ser nominativendelsen, her som -r. At vi kan have et -o- på dansk og i norsk bokmålsskrifttradition over for -va-/-wa- på de øvrige nordiske sprog, er der absolut intet underligt i. Dette forhold ser vi eksempelvis også mellem ord som kvam på fællesnordisk eller wal på gammeldansk på den ene side og hhv. kom og ol ’80’ på moderne dansk på den anden side samt mellem grundordet sort og afledningen sværte, hvor et nu forsvundet i i anden stavelse dog har forandret et oprindeligt va til væ, jf. den rekonstruerede urgermanske form *swartiōn- ’sværte’.

Når vi nu allerede har bragt urgermansk på bane, kan vi jo passende se på, hvad dette ord for ’sort’ svarer til på de øvrige germanske sprog, som er de nordiske sprogs nærmeste slægtninge. Her finder vi former som det ikke så hyppigt brugte swart ’mørklødet’ på engelsk, swart ’sort’ på (vest)frisisk, zwart ’sort’ på hollandsk, schwarz ’sort’ på tysk og swarts ’sort’ på det for længst uddøde gotisk, hvor det udlydende -s repræsenterer samme oprindelige nominativendelse som det nordiske -r i fællesnordisk swartr. På de ældste varianter af visse af disse sprog ser det ikke meget anderledes ud: oldhøjtysk swarz ’sort’ og oldengelsk sweart ’sort’. På alle disse sprogs fælles forstadie, urgermansk, kan man rekonstruere ordet som *swartaz (i nominativ). At man på oldengelsk finder ea i stedet for blot a foran bl.a. r efterfulgt af en anden konsonant, ses også i andre ord, f.eks. oldengelsk earm ’arm’ over for dansk arm, og at man på (oldhøj)tysk har z (swarz/schwarz) og nogle gange ss, hvor de andre germanske sprog har t (svart etc.), er der heller intet odiøst i. Samme modsætningsforhold ser vi i f.eks. tysk Zahn ’tand’ eller zwei ’to’ over for dansk tand eller to. Bemærk endelig, at det oprindelige ord for ’sort’ i engelsk nu betyder ’mørklødet’, og at man nu i stedet bruger ordet black, der i øvrigt er lånt ind i dansk og de andre nordiske sprog som blæk og lign., men der er jo ingen grund til at sværte de engelsktalende til af den grund...

Uden for det germanske område er der faktisk også et par beslægtede ord, men nu begynder både formen og betydningen at se en smule anderledes ud. Eksempelvis hedder ’farve’ xwaræn på ossetisk, og på latin kan man sige sordēs eller sordis for ’smuds, snavs’. Navnlig den ossetiske form ligner ikke sort, svart, swart etc. særlig godt på overfladen, men hvis man tager med i betragtning, at sw på et germansk sprog systematisk svarer til xw eller lign. på iranske sprog som ossetisk og avestisk, ser det straks lidt bedre ud, jf. også urgermansk *swistar- ’søster’ og ’swefa- ’sove’ over for avestiske former som x^vaŋhar ’søster’ og x^vap ’sove’. På latin er det især betydningen, den er gal med, men der skal dog ikke megen fantasi til for at forestille sig en sammenhæng mellem ’sort’ og ’smuds, snavs’. På den lydlige side bliver vi også nødt til at gøre rede for et par detaljer, bl.a. hvordan noget, der svarer til wa og t på et germansk sprog, kan fremstå som hhv. o og d på latin. Særligt sammenhængen mellem et germansk t og et latinsk d er ligetil at redegøre for, da også ordpar som tand, ti og to på et germansk sprog som dansk over for dens ’tand’, decem ’ti’ og duo ’to’ på latin udviser samme lydlige overensstemmelse.

På latin hedder ’sort’ jo ellers ikke noget med sord-, swart- eller lignende. Nej, det hedder niger med bøjningsstammen nigro-, dvs. det, der via vulgærlatin er blevet udviklet videre til ordene for ’sort’ på de moderne romanske sprog: rumænsk negru, italiensk nero, fransk noir (via oldfransk neir), katalansk og provencalsk negre samt spansk og portugisisk negro. At et kort i på latin svarer til et e på de romanske sprog, er ukontroversielt. Vi ser samme forhold i f.eks. latin signum ’tegn’ over for f.eks. rumænsk semn, italiensk segno, katalansk senya, spansk seña eller portugisisk senha med samme betydning eller i latin piscis ’fisk’ over for f.eks. rumænsk peşte, italiensk pesce, provencalsk peis eller korsikansk peša, der også her betyder det samme som deres latinske ophav. Også bortfaldet af g på fransk – eller rettere ændringen af g til i/j – kan vi redegøre for ved at nævne andre sådanne systematiske korrespondenser, f.eks. latin flagrāre ’brænde’ over for fransk flairer ’lugte, snuse’ eller latin legit ’læser’ over for fransk lit ’læser’ (via en mellemform *legt). Bortfaldet af g på italiensk kan vi derimod ikke redegøre lige så systematisk for. Her kan der måske være tale om lån eller påvirkning fra fransk.

Den videre historie bag det latinske niger eller nigro- fortaber sig lidt i det dunkle, men hvis vi tillader en smule spekulation, kan vi måske bevæge os østover i vor søgen efter et beslægtet ord. Her finder vi nemlig på sanskrit (oldindisk) ordet nīlá- ’blå’ i sammensætningen nīla-lohitá ’mørkeblå og rød, mørkerød’, og derudover finder vi noget, der minder meget om det, i navneordet līlá- ’safir, indisk figentræ, indigo’. For at kunne knytte alle disse ord etymologisk sammen, skal vi dog turde antage, at n’et i latin niger/nigro- og sanskrit nīla- oprindelig var et l, der ved en såkaldt dissimilationsproces er blevet lavet om til et n for at undgå to l’er i samme ord. Den antagelse er nok ikke så umulig endda, for på moderne hindi har vi både līl og nīl med betydningen ’blå’, og på moderne persisk både līlak, līlaj, nīlak og nīlaj med samme betydning. At samme ord kan betyde ’sort’ i ét sprog og ’blå’ i et andet er absolut ikke uden sidestykke; ja, selv inden for ét sprog kan samme ord betyde begge dele, jf. sanskrit kṛṣṇá-, der betyder både ’sort’, ’mørk’ og ’(mørke)blå’.

Som et lille kuriosum kan vi tilføje, at dette ord for ’blå’ faktisk er lånt fra indisk ind i arabisk, og herfra er det lånt videre til de europæiske sprog i sin arabiske dragt līlaḥ eller nīlaḥ med betydningen ’lilla’.

Så fik vi bragt endnu en farve på banen, men den oprindelige form slutter ikke med at gøre sin indflydelse gældende her. Længere ude er lī-delen af ordet måske beslægtet med russisk slíva ’blomme’, slovensk slîv ’blå’, serbokroatisk šljiva ’blomme’, latin līvor ’blå farve, blå plet, misundelse’, oldirsk lí ’farve, glans’, walisisk lliw ’farve’ og måske endda græsk λωτός (lōtós) ’lotus, åkande’ samt – på vore egne germanske sprog – med ordene for slåen, hvis bær jo er ganske blå.

Visse af disse former kræver et foranstillet s for at kunne passe ind, men valgfrihed mellem fravær og tilstedeværelse af et s i starten af ord er intet ukendt fænomen i de indoeuropæiske sprog; tænk bare på dansk smelte over for engelsk melt ’smelte’. Herudover veksler vokalen en del. De germanske ord for slåen forudsætter den rekonstruerede urgermanske form *slaihwōn- med ai, og flere af de andre sprog har former med ī, dvs. langt i. En sådan vekslen kaldes aflyd og er et urgammelt fænomen, der bl.a. også er ansvarlig for den vokalvekslen vi ser i de uregelmæssige udsagnsord på de germanske sprog, f.eks. gribe, greb, grebet på dansk (eller det samme udsagnsord med de samme former på islandsk: grípa, graip, gripinn). Det mest komplicerede at forklare er antageligvis det lange o i oldgræsk λωτός (lōtós) over for i-vokalerne m.m. i de andre sprog, men også det er muligt. En tidligere form af det græske ord kan nemlig være *(s)ljō-tó-, der kan være en udvikling af en endnu tidligere form *(s)lih₃-tó- på urindoeuropæisk, dvs. på det fælles rekonstruerede forstadie til alle de indoeuropæiske sprog. Samme forhold ses f.eks. mellem på den ene side oldgræsk ζωός (zōós) ’levende’ (< *g^wjō-uó- < *g^wih₃-u̯ó-) og på den anden side latinsk vīvus, litauisk gývas, oldkirkeslavisk živŭ og sanskrit jīvá-; alle med samme betydning, og alle med langt i.

Hvis vi tør antage, at latinsk niger/nigro- ’sort’ hænger etymologisk sammen med alt det ovenstående, kan vi altså rekonstruere en indoeuropæisk grundform *(s)lih₃-ró-, men så bliver vi også nødt til samtidig at acceptere, at den indoeuropæiske blødt g-lignende lyd *h₃ har udviklet sig til g på latin i stedet for blot at gøre i-vokalen lang, som ellers ville være den normale udvikling. Der findes dog enkelte parallelle eksempler, hvor vi også må antage en udvikling *h₃ > g, så helt umuligt er det næppe.

Et tredje ord for ’sort’ kunne være μέλας (mélās) på græsk og de beslægtede og ensbetydende former męlns på lettisk og maliná- på sanskrit. På andre indoeuropæiske sprog kan former dannet til og udviklet af denne rod betegne andre farver, f.eks. ’rødlig’ på latin (mulleus) og ’mørkeblå’ på litauisk (mė́las), foruden at russisk malina betyder ’hindbær, brombær’.

Vort fjerde ord for ’sort’ er vi allerede stødt på én gang: sanskrit kṛṣṇá-. Slægtninge hertil finder vi hovedsagelig i det østeuropæiske område, f.eks. litauisk kéršas, ’sort og hvid, sortbroget’, oldprøjsisk kirsnan ’sort’, oldkirkeslavisk črŭnŭ ’sort’ og russisk černyj ’sort’. Hertil kommer at en ’krage’ hedder sorrë på albansk. Det kan ved et første øjekast se lidt pudsigt ud, at ord med samme påståede oprindelse kan begynde med så mange forskellige konsonanter, men det skyldes, at et oprindeligt *k eller *k^w på det indoeuropæiske grundsprog blev forandret til et č (udtalt nærmest som tj) eller lignende på en lang række indoeuropæiske sprog, hvis der fulgte en fortungevokal som i eller e efter. Med sit s kan albansk faktisk som det eneste af disse sprog afgøre, om den indoeuropæiske konsonant var *k eller *k^w, for kun ved *k^w foran en fortungevokal får vi et s på albansk. Havde det været et oprindeligt *k, ville formen nok snarere have heddet *qorre.

De keltiske sprog viser os en femte måde at sige ’sort’, nemlig oldirsk dub, walisisk og bretonsk du og kornisk duw, der alle er beslægtet med et så uventet ord som døv på dansk, deaf ’døv’ på engelsk og taub ’døv’ på tysk.

Selvom vi utvivlsomt kunne fortsætte i evigheder med en lang række ord for især ’mørk’, afslutter vi vor tour-de-indoeuropæiske-termer-for-’sort’-og-’mørk’ med det albanske ord murg ’sort’. For selvom dette ord har massevis af slægtninge i de andre indoeuropæiske sprog, f.eks. litauisk márgas ’broget’ og græsk ἀμορβός (amorbós) ‘mørk’, er det også i familie med vort eget ord mørk og dermed også med ordet for ’mørk’ på adskillige andre germanske sprog: oldislandsk myrkr, sv. mörk, oldengelsk mierce osv.

På den måde er vi nået så godt som hele vejen rundt om ’sort’ og lidt af vejen rundt om ’mørk’, medens vi samtidig har set, hvordan ordene er forbundet med hinanden på tværs af det indoeuropæiske sprogområde. Godt nok har alle de ord, vi her har kigget på, formodentlig betydet noget lidt forskelligt i begyndelsen, men langt de fleste af dem cirkler rundt inden for samme betydningssfære. Derfor ser vi, at samme ord sagtens kan betyde ’sort’ i et sprog, ’mørk’ i et andet, ’broget’ i et tredje, ’blå’ i et fjerde osv. Og måske vigtigst af alt: Selv om det endnu er koldt og mørkt udenfor her i februar måned, kan vi trøste os lidt med, at vi er forbundet sprogligt med – og dermed deler forhistorie med – hundedvis af millioner andre mennesker Europa og Vestasien over, der sikkert også bare venter på, at lyset vender tilbage.