Terne - fra trælkvinde til brudepige i Luciaoptog

Den 13. december, som markerede solhvervet i den julianske kalender, er der tradition for luciaoptog, hvor den hvidklædte luciabrud med lyskrans i håret følges af sine lige så hvidklædte terner med lys i hænderne – i Sverige i øvrigt også af hatteklædte drenge, de såkaldte stjärngossar, der holder stave med påsatte stjerner for enden.

Når pigerne i luciaoptoget hedder tärnor på svensk, er det fordi (brud)tärna er det stadig levende ord for en brudepige. Og når Lucia kaldes bruden, sigter det til den hellige Lucias renhed og jomfruelighed. Legenderne fortæller, at Lucia døde en grusom martyrdød på Sicilien i 304 e.Kr. efter at have erklæret at ville leve sit liv som jomfru i taknemmelighed over, at hendes syge mor blev helbredt af en anden helgen, Sankt Agathe.

Desuden var en tärna på ældre svensk en tjenestepige hos de rige og fornemme, og det var netop på herregårde og præstegårde, at luciaskikkene begyndte i Sverige i 1700-tallet efter inspiration fra Nordtyskland. I de protestantiske dele af Tyskland blev den katolske Sankt Nikolaus i de årlige gaveoptog til børnene den 6. december nemlig mange steder erstattet med en hvidklædt pige, Christkindlein, som skulle symbolisere Jesusbarnet. I Sverige blev denne pige først ved overgangen til den gregorianske kalender 1753  knyttet til Sankta Lucia med navnedag den 13. december, delvis på grund af navnets tilknytning til latin lux ’lys’. Lucias lyskrans symboliserer dermed ikke Jesu tornekrone, men de lys, Sankta Lucia siges at have båret på hovedet, så hun havde hænderne fri til at dele mad ud til de fattige om natten.

Det er tankevækkende – men dog nok tilfældigt – at ikke bare luciaskikkene, men også ordet terne regnes for et nordtysk lån i Norden, nemlig fra middelnedertysk dērne ’pige’. I oldislandsk er det overleveret som þerna fra det tidlige 1300-tal, mens gammeldansk thærne kendes fra ca. 1425. I moderne højtysk kendes Dirne mest som betegnelse for en prostitueret eller slet og ret en ’tøs’, men i den sydtyske diminutivafledning Dirndl er det bare en pige, evt. en, der går til hånde på en bondegård. Når den østrigske folkedragt til kvinder også hedder Dirndl, er det egentlig en forkortelse af sammensætningen Dirndlkleid ’pigedragt, pigebeklædning’.

Den østrigske Dirndl. Kjole til dagtimerne og aftenkjole til fester (til venstre båret ved et bryllup). Fotos: Jon Kristensen (billedet tv.) og Eva Steffenhagen Krogh.

Ældre vestgermanske sprogtrin som oldsaksisk thiorna viser, at ordet kan rekonstrueres som urgermansk *þewernōn-. Sprogforskerne har undret sig en del over dets videre oprindelse bagud i forhistorien. Alle er enige om, at det er afledt af den mandlige pendant *þewa- ’tjener, træl’ (som bl.a. udvikles til gotisk þius), men et urgermansk suffiks *-ern- er overordentlig sjældent, hvis det overhovedet har eksisteret, og i givet fald er dets funktion ikke forklaret. Mest kendt er dets optræden i gotisk widuwaírna ’forældreløs’, der på overfladen ser ud som en afledning til ordet widuwo ’enke’, det samme som engelsk widow. Altså et urgermansk *widuw-ern-ōn. Ideen skulle så være, at en enke ligesom en forældreløs er kendetegnet ved at have mistet nære familiemedlemmer. Men det forklarer stadig ikke afledningssuffiksets funktion, for den må have været forholdsvis begrænset, når suffikset er så sjældent; vi kan med andre ord ikke nøjes med at sige, at det blev brugt til at danne nye substantiver eller adjektiver.

Professor Birgit Anette Olsen fra Københavns Universitet forklarer i stedet det gotiske widuwaírna som et resultat af såkaldt haplologi – altså det fænomen, at den ene af flere (næsten) ens på hinanden følgende stavelser forsvinder. Hermed kan man nemlig i stedet for en afledning rekonstruere et sammensat ord, urgermansk *widuwa-wernōn, hvor andet led er forfaderen til dansk værn. Den overleverede betydning ’forældreløs’ er ifølge Olsen opstået via ’faderløs’, og ordets bogstavelige betydning ville oprindelig have været ’hvis værn er en enke’, dvs. et barn, ’som er under en enkes beskyttelse’ eller ’som en enke tager sig af’.

Da det mandlige *þewa- ’tjener, træl’ også slutter på stavelsen -wa-, kan samme oplagte udvikling være sket i terne-ordet, dvs. det kan komme fra et urgermansk *þewa-wernōn-. Men her bliver en parallel betydningsudvikling svær at forstå, for en tjenestepige blev trods mange tidsaldres kvindeundertrykkelse næppe primært karakteriseret som ’én, der er under en tjeners beskyttelse’. Både trællen og ternen var undergivet deres arbejdsgiver. Derimod skinner en verbal betydning ’tjene’ igennem i det danske ord tyende ’tjenestefolk’, egentlig et participium til samme stamme. Verbet tjene hører også hertil. Hvis *þewa- ud over substantivet ’træl’ også kunne fungere som et nominalabstraktum ’trældom, tjeneste’, var en *þewa-wernōn- i stedet én, ’der er underlagt ufrivillig tjeneste’. Man kan tænke på paralleller som ældre dansk vorned, der både kunne betegne fæstebønder, tyende og i det hele taget folk, der var under andres omsorg og ansvar. Den svenske modsvarighed vårdnad betyder i dag ’forældremyndighed’ og var tidligere en betegnelse for ’kone og børn’.

Sammensætninger med værn-ordet kan imidlertid ikke være hele forklaringen på det suffiks, som vi nu har fornemmelsen af er et spøgelsessuffiks. For man kender også enkelte germanske ord på *-ern-, hvor haplologi er mindre oplagt. Det gælder for det første det tyske ord Zwitter, på oldhøjtysk zwitarn, oprindelig en ’bastard’ og i dag en ’hermafrodit, tvekønnet (især hos husdyr)’. Ordet findes også på skånske dialekter som tvetorna, og tilsammen tyder disse former på eksistensen af et urgermansk *twiterna-, hvor *twita- angiver, at noget er kløvet eller delt i to.

For det andet gælder det en gruppe af oldtidens germanske stammenavne, ikke mindst Bastarnae/Basternae, som måske indeholder løsningen på problemet. Navnet regnes for at have samme betydning som bastard, oprindelig ’barn født uden for (lovligt) ægteskab’, hvor suffikset bare er skiftet ud med et, der ligner, og som på germansk er kendt for at danne såkaldte pejorative diminutiver – dvs. ord, der angiver noget stakkels eller sølle, undertiden på en medfølende måde. Og sådanne suffikser er faktisk ofte forholdsvis sjældne i de sprog, hvor de forekommer. Man kan tænke på engelsk -rel som i mongrel, der netop betegner en bastard i hundebetydningen ’køter, gadekryds’, og som kun forekommer i en håndfuld levende ord.

Måske blev lydfølgen *-ern- i ordene for forældreløs og tjenestepige efter haplologien opfattet som et selvstændigt suffiks, der kunne bruges i ord for stakkels kræ eller folk af lav agtelse. Det kunne man så danne nye ord for bastarder, altså populært sagt horeunger, med.

Der er altså to muligheder, hvad angår ternes oprindelse: Enten er hun oprindelig en ’stakkels trælkvinde’, eller ’en kvinde, der står under en andens myndighed’.

Tilbage står fuglenavnet terne. Selvom disse havfugle ligesom Luciaoptogets terner mest er hvide, har deres betegnelse en helt anden oprindelse og er beslægtet med oldengelsk stearn, vestfrisisk stirns ’terne’. Det er formentlig den samme ordstamme, der indgår i dansk stær, latin sturnus ’stær’, russisk strenatka ’værling; gulspurv’ og oldprøjsisk starnite ’måge’.