Er isfuglen en ’jernfugl’, og i så fald hvorfor?

To fugle med næsten samme farvekombination i fjerpragten har tiltrukket sig særlig opmærksomhed i det sidste halvår, fordi de begge er blevet hyppigere i Danmark. I april kunne Naturstyrelsen fortælle godt nyt om blåhalsen, der i stadig højere grad yngler herhjemme. Og tilbage i december meddelte Dansk Ornitologisk Forening, at en anden fugl med både blå og rustrøde farver, isfuglen, er i støt fremgang.

DR viderebragte nyheden og kløjedes lidt i fuglenavnets etymologi. Journalisten skrev: "Isfuglens navn er meget misvisende – den hader nemlig is". Tja, den bliver nu i Nord- og Mellemeuropa om vinteren, hvor man kan være heldig at se den dykke efter fisk gennem huller i isen på frosne søer og åer. Så så meget hader den alligevel ikke is. Desuden er den isblå, jf. opslaget ”isblå” i Den Danske Ordbog, hvor selve definitionen endda lyder: ”1. af en kold og klar, blå farve; 2. af en mørk turkis farve med grøn tone – som isfuglens fjerdragt”.

I den oprindelige udgave af DR’s artikel kunne man læse, at det danske ord isfugl er en misforstået oversættelse af fuglens tyske navn, Eisenvogel. Den oplysning blev dog senere slettet; en læser havde sikkert gjort DR opmærksom på, at fuglen på tysk faktisk hedder Eisvogel, bogstaveligt talt ’isfugl’, og at det danske ord derfor ikke er en dårlig oversættelse, hvis det er lånt fra tysk – men faktisk en nøjagtig oversættelse. Man skulle tro, at det var en ret let oplysning lige at tjekke efter, men nuvel; tingene skal gå stærkt, og DR var ikke alene om påstanden.

Den fejlbehæftede historie står nemlig også at læse hos Danmarks Naturfredningsforening, på Naturguide.dk og mange andre fuglemæssigt troværdige steder. Sporadisk er Eisenvogel som hos Dansk Ornitologisk Forening rettet til det korrekte Eisvogel. Men det får jo stadig ikke historien til at give megen umiddelbar mening for læseren, eftersom Eis betyder is og ikke jern. Det er i øvrigt heller ikke nævnt, hvad grunden ville have været til, at man oprindelig skulle have fundet på at kalde isfuglen 'jernfugl'. Som historien præsenteres rundt omkring, er den bare forvirrende, og DR valgte klogeligt ikke bare at bringe en berigtigelse nederst, men simpelthen at fjerne hele den etymologiske forklaring fra artiklen.

Men hvor har de alle sammen det ikke-eksisterende ord Eisenvogel og historien om 'jernfuglen' fra? For fuglen kunne i og for sig sagtens kunne have fået dét navn enten efter de metallisk glinsende stålblå (på ældre dansk også: jernblå) fjer eller efter den rustrøde farve på brystpartiet. Eller for den sags skyld en kombination af disse. Det er da også den gængse forklaring i etymologiske ordbøger.

Tysk er ikke bare nutidstysk. På oldhøjtysk forekom både īsarnovogal og īsvogal som betegnelser for isfuglen. Den første ser grangiveligt ud til at indeholde ordet īsarn 'jern', der er forløberen for moderne tysk Eisen – det ord, som i nedertysk form īsen er lånt ind i dansk i sammensætningen isenkram. Hvis det længere ord er det oprindelige, må varianten īsvogal være en nyere omdannelse af īsarnovogal efter ordet for is. Og selvom man på standardtysk i dag siger Eisvogel, ville det ikke overraske, hvis det gamle īsarnovogal eller et tilsvarende nedertysk ord med den umiddelbare betydning ’jernfugl’ har overlevet lokalt i nogle tyske dialekter – ijzenvogel ’jernfugl’ er faktisk den moderne hollandske benævnelse.

Problemet er bare, at oldhøjtysk også frembød varianter af fuglens navn, som helt manglede 2. led vogal ’fugl’, som īsarn og īsaro. Og man ville næppe kalde en fugl for ’jern’ helt og holdent. Så hvor kommer de kortere benævnelser fra?

Sammenligner man med fuglens oldengelske navn, īsearn, bliver det klart, at der kan være tale om endnu en sammensætning: 'is-ørn'. I givet fald angiver 'ørn' bare en rovfugl, en fugl med jægeregenskaber. Isfuglen har lidt samme livsstil som fiskeørnen, der på engelsk hedder osprey, hvilket oprindeligt bare betød 'rovfugl'. Man kan også tænke på det oldgræske órnis ’fugl’, som vi kender fra fremmedordet ornitologi, er udviklet af det indoeuropæiske ord for ’ørn’ – som også har givet dansk ørn. Fra betydningerne fugl til ørn og omvendt er der altså ikke langt.

Kaldte de gamle vestgermanere så oprindelig fuglen for en ’isørn’, før den nogle steder blev opfattet som en ’jernfugl’? Eller skyldes forvirringen, at der er et helt tredje ord indblandet fra et fremmed – eventuelt uddødt – sprog? Det er nemlig ofte forklaringen på et tilsyneladende etymologisk kaos, at sproglige låntagere har gengivet og omtolket et fremmed ord på forskellige måder i område efter område.

Det er ret sandsynligt, at der her oprindelig er tale om et ord fra et vesteuropæisk substratsprog, altså et sprog, der blev talt i området før de indoeuropæiske sprogs indvandring. Isfuglen lever hele året i det vestlige Europa og kun om sommeren i øst, hvor de indoeuropæiske sprog kom fra. Den tyske sprogforsker Theo Vennemann har haft mange vilde ideer, men jeg tror ikke, at han var galt på den, da han i en artikel fra 1996 (genoptrykt i bogen Europa Vasconica – Europa Semitica fra 2003) foreslog, at ordet har sin oprindelse i en fortidig slægtning til baskisk.

Han overvejer i sin artikel først, om navnet kunne indeholde iz og arrantzale, der betyder henholdsvis ’vand’ og ’fisker’ på baskisk. I dag hedder fuglen på baskisk Martin arrantzale ’Martin-fisker’, der dog ligner en oversættelse fra romanske sprog, jf. fransk martin-pêcheur. Men ordet for ørn ligner også andet led: arrano betyder faktisk ‘ørn’, ligesom det baskiske ord for ’stjerne’, izarne, ifølge Vennemann også kan betyde ‘glans, glimten’. Så er der tale om et baskisk navn ’flodfisker’ eller eventuelt ’flodjæger’, folkeligt omdannet efter ordet for ’(metal)glans’ allerede i baskisk selv? Der er flere muligheder, men et ordskelet à la i-s-a-r-n indgår tilsyneladende i dem alle. Så lad os blive i det baskiske scenario lidt:

Hvis et ældre baskisk *is-ar(ra)n- blev lånt ind i de indtrængende germanske stammers sprog, kunne det fremmede ord let omtolkes folkeetymologisk som vestgermansk *īs-arn ’is-ørn’ eller måske rettere ’is-jæger’. I andre områder gav en sammensætning med det hjemlige vestgermanske *-fugal mulighed for at tolke hele det fremmede element som et førsteled, ’jern-’, idet ordet for ’jern’ var *īsarn-. Begge omtolkninger ville have givet mening, og ingen af dem ville have krævet nævneværdige lydlige ændringer.

Helt sikre på ordets veje kan vi foreløbig ikke være. Men det står i hvert fald fast, at de germanske sprog ikke er alene om at benævne isfuglen efter noget vinterligt. På flere slaviske sprog bliver den benævnt ved et ord, der betyder ’født om vinteren’, jf. polsk zimorodek og russisk zimorodok. Ungarsk jégmadár, som også direkte oversat betyder ’isfugl’, er nok ligesom det danske navn en kalke fra tysk.

Som bekendt er det godt at have tøj med krasse farver på, hvis man vil kunne ses i sneen. Man lyser op i vinterlandskabet. Så når det netop er én af vores mest farvestrålende standfugle, der har tiltrukket sig opmærksomhed som ’is-fuglen’ par excellence, er det måske ikke helt tosset alligevel.